Scorede Danmarks mål nummer 40: Mathias Gidsel tager konsekvensen
De danske håndboldherrer var fyr og flamme i Boxen i Herning tirsdag aften, hvor de spillede mod Tyskland.
Det blev til en overbevisende sejr på hele 10 mål, og det var ikke mindst Mathias Gidsels fortjeneste.
Danskeren imponerede alt og alle, og det var da også ham, der scorede det sidste mål for Danmark.
Det er langt fra hver dag, et landshold scorer 40 mål i en kamp, og der er på landsholdet tradition for, at den person, der scorer netop mål nummer 40, skal have en straf – det koster nemlig en kasse øl.
Og det var Mathias Gidsel udmærket klar over, da han tirsdag aften besøgte TV 2’s studie.
- Lasse (Andersson, red.) var smart, og jeg var måske mindre smart, sagde Mathias Gidsel med et grin om holdkammeraten, der tordnede alene mod det tyske mål, men som ramte stolpen, hvorefter Mathias Gidsel samlede bolden op og fik den i nettet.
Senere var landstræner Nikolaj Jacobsen i studiet og sagde, at verdensstjernen må vente, til de kommer til Norge med at give den kasse øl – der er de også meget dyrere, konstaterede landstræneren med et grin.