
Simon Pytlick var i tvivl, om han hørte til: Én vigtig person gjorde en enorm forskel

Selv om vi kun er to måneder inde i 2025, har Simon Pytlick allerede haft meget at fejre.
Sammen med håndboldherrerne blev det til en historisk sejr med hele fire VM-titler i streg.

Nu har Simon Pytlick grebet til tasterne og sendt en særlig hilsen på Instagram.
Han understreger, at det faktisk er noget, han har tænkt på længe.
Nemlig at sætte ord på sin taknemlighed for holdkammeraten Mikkel Hansen.
-Jeg har lovet mig selv flere gange de seneste år, at jeg en dag ville huske at takke ham for, hvad han har betydet for dansk håndbold, men også for mig personligt, skriver han i et opslag.
Den 24-årige håndboldstjerne har lavet et langt skriv om Mikkel Hansen.
Hans mange ord har TV 2 Sport oversat fra engelsk.
Og her åbner Simon Pytlick faktisk op for en periode, hvor han var usikker, men hvor han følte sig grebet af kammeraten Mikkel Hansen.
”Det er kun to år siden, at jeg selv tjekkede ind til min første slutrunde, VM i 2023 i Sverige og Polen, og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet hørte til i det selskab af absolut verdensklasse. Det var først og fremmest Mikkel Hansen, der så den usikkerhed. Han mødte mig i øjenhøjde, han talte med mig, han gav mig gode råd til at positionere mig på banen, og når han ikke sagde noget, skulle jeg bare kigge på ham for at blive inspireret af den ro og coolness, han for eksempel optrådte med, når det brændte på,” skriver han.
Simon Pytlick understreger, hvor vigtig en rolle Mikkel Hansen har spillet på landsholdet, når der skulle tages imod nye spillere.
Det er en rolle, som Simon Pytlick håber på at kunne overtage på samme måde, som Mikkel Hansen gjorde det.

Mikkel Hansen stoppede sin håndboldkarriere efter OL i sommer, hvor håndboldherrerne vandt guld.