Skadet i bronze-kampen: Nu er der trist nyt om Mathias Gidsel
På bare 13 måneder er Mathias Gidsel blevet hele Danmarks håndboldhelt, og den flotte stime fortsatte han under det netop afsluttede EM i Ungarn.
Da bronzemedaljerne skulle sikres søndag eftermiddag, gik det dog helt galt for den 22-årige håndboldstjerne. Efter bare et enkelt minut måtte han humpe ud af banen, og det stod længe uklart, præcis hvor galt det stod til.
Ødelagt korsbånd
Ikke desto mindre er der nu trist nyt, for Mathias Gidsel må holde en pause fra sin elskede sport de næste 4-6 måneder. En scanning af hans knæ viser, at han har ødelagt det bagerste korsbånd.
Det oplyser hans klub GOG.
Mathias Gidsel: Jeg er meget ked af det
”Jeg er selvfølgelig meget ked af situationen. Vi er i gang med en fantastisk sæson i GOG med masser af spændende kampe på programmet. Det er så ærgerligt, at jeg ikke kan være en del af det. Men nu vil jeg fokusere 100 % på at genoptræne og få et stærkt knæ igen,” udtaler Mathias Gidsel, der derfor må hjælpe holdkammeraterne fra sidelinjen i denne sæson.
Mathias Gidsel har ikke tidligere været ramt af alvorlige skader.
Trods sin unge alder har udlandet for længst fået øje på den danske stjerne, og han har skrevet kontrakt med den tyske klub Füchse Berlin, som han skal være en del af fra sommeren 2022.