Skifter Holger Rune træner? Det siger mor og manager Aneke om krisesituationen
Mandag røg den danske tenniskomet og nuværende nr. 4 på verdensranglisten Holger Rune sensationelt ud af Grand Slam-turneringen US Open.
Efter det chokerende nederlag har Holger Runes mor og manager Aneke Rune i et interview til Ekstra Bladet slået fast, at der nu skal styr på trænersituationen.
- Jeg ved ikke, hvad der skal ske med trænersituationen nu.- Det er lidt mærkeligt. Det team, der fungerede i slutningen af året (2022, red.), fungerede pludselig ikke i Australien. Der var ego-clashes mellem trænerne, udtaler Aneke Rune blandt andet til Ekstra Bladet med henvisning til trænerne Patrick Mouratoglou og Lars Christensen.
Det er især forberedelserne til US Open, hvor Holger Rune røg ud mandag aften efter et nederlag til spanske Roberto Carballes Baena, der ifølge Aneke Rune ikke har været tilfredsstillende.