Sølvhelten fra OL fejrede 10-års bryllupsdag med sit livs kærlighed: Dressur-Daniel og Tiril nød en romantisk aften på fransk slot
Dressurrytteren Daniel Bachmann Andersen kan se tilbage på et fantastisk OL i Paris, der på ridebanen i Versailles bød på noget helt særligt – en sølvmedalje til Daniel og Danmark i holdkonkurrencen.
Dagen før den vigtige holdkonkurrence fejrede Daniel med sit hjertes udkårne, hustruen Tiril, 10-års bryllupsdag, og parret var sammen ude at spise i smukke og historiske rammer på slottet i Versailles.
Vi talte med Daniel og Tiril, da de om aftenen lørdag den 2. august fejrede sølvmedaljen sammen med det danske dressurteam på OL-hotellet ved Versailles.
– Vi var faktisk inde og spise på en Michelin-restaurant, der ligger inde på slottet. Og det var virkelig en vild oplevelse på Le Grand Contrôle. Fantastisk. En femretters menu. Det var en helt vild oplevelse, og, og vi blev taget igennem en masse fransk. Ja alle tjenere havde kostume på, og det var ret fedt, sagde Daniel Bachmann Andersen og blev kort suppleret af sin elskede Tiril.
– Ja, vi blev på en måde taget 200 år tilbage i tiden, lød det fra Daniels norske hustru.
Daniel og Tiril kyssede hinanden godnat
10-års bryllupsdagen var dagen før Danmarks vigtige holdkonkurrence ved OL i Paris, og det var lidt en udfordring, men Daniel brugte det som perfekt mental opladning.
– Man tænker måske, at man ikke skulle gøre sådan noget dagen før, at man skal præstere det vigtigste i sit liv. Men et eller andet sted tænkte jeg, at vi har været gift i 10 år, og jeg havde det så fint med det, og det gjorde bare, at jeg var et godt sted. Jeg følte det rigtig godt inde i maven. Vi har jo ikke sovet sammen, fordi jeg bor her på OL-hotellet og har været en del af holdet, og Tiril bor så inde i Versailles, men jeg syntes bare, at da vi skiltes der om aftenen, kyssede vi hinanden god nat, og det var bare med sådan en fed fornemmelse. Og Tiril skrev til mig, at det måtte jeg godt gøre igen som en overraskelse. Det var en fed følelse at gå i seng med, så jeg stod op i morges og følte mig fuldstændig klar, kom det fra Daniel Bachmann Andersen, som leverede en flot præstation i holdkonkurrencen, der altså gav Danmark en historisk olympisk dressurmedalje.
Daniel og Tiril har meget at glæde sig over i denne tid, og det allerstørste er, at de i november skal være forældre.
Det bliver deres barn nummer tre, og de ser begge vildt frem til familieforøgelsen.