Steen Ankerdal i bedring – kæmper med kræften
- Jeg har været kort indlagt på grund af væsketab, men lægerne på Riget, som jeg efterhånden kender godt, siger, at det ikke er usædvanligt. Alt er, som det skal være. Jeg bliver scannet hver anden måned og regner ikke med, at kræftknuden i maven er blevet større, siger Steen Ankerdal om den mavekræftsygdom, han fortsat kæmper med.
- Jeg skal til kontrol tirsdag den 8. februar, og dér får jeg besked med det samme, hvordan det ser ud. Men jeg har jo ikke ondt, og det er jeg meget taknemmelig for. Den eneste gene, jeg mærker, er den stomipose, som jeg nok kommer til at leve med, men jeg spiser og får de proteiner, jeg skal. Jeg er også begyndt at drikke granatæble-juice. Det siges at have en god virkning, og jeg har da også taget på. Min idealvægt er 75 kilo, og jeg vejer vel 73 kilo lige nu, siger Steen, der også arbejder på halv tid på Lokal Avisen i Valby og Vanløse.
- Jeg vil også gerne i gang med at spille fodbold igen, hvilket sagtens kan lade sig gøre, selvom jeg har stomipose. Det har venlige mennesker i samme situation mailet og fortalt mig. Men indtil nu har vejret ikke lige været til det, eller også er jeg bare for meget kylling.