Stolt far sidder klar på lægterne: Jan Pytlick sætter søde ord på sønnens store øjeblik
De danske håndboldherrer skal tirsdag i aktion for første gang ved VM, der delvist spilles i Danmark.
Jyske Bank Boxen danner rammerne for Danmarks håndboldeventyr ved slutrunden.
Og på lægterne sidder én som er nærmest lige så nervøs som dem på banen.
For den tidligere landstræner Jan Pytlick er blandt de tusindvis af mennesker, som skal se Danmarks åbningskamp ved slutrunden.
Han holder selvfølgelig godt øje med ham, der har trøje nummer 43, hvor der står Pytlick på ryggen.
For det er en stor dag for både far og søn.
- Jamen, jeg er da spændt. Man glæder sig da altid, særligt når det er sådan en stor turnering. Jeg har selv prøvet det mange gange. Den der spænding, man har i kroppen – og hvor står man henne. Man glæder sig bare helt vildt til at komme i gang, fortalte Jan Pytlick, da BILLED-BLADET mødte ham før Danmarks kamp.
Den stolte far satte også et par ord på, hvad der rumsterer for sønnen Simon Pytlick og resten af håndboldherrerne.
- Jeg tror, de er lidt nervøse. Det vil man helt naturligt være, fortalte Jan Pytlick.
- Jeg har snakket med ham i dag, og han glædede sig helt vildt. Han sagde bare: ”Nu bliver det fedt at komme i gang”. Der er en god energi i gruppen, så det er fedt, tilføjede han.