Undrer du dig også? Derfor har Holger Runes mor Aneke altid sort tøj på
Når kameraet zoomer ind på Holger Runes spillerboks under hans kampe, så er hans mor, Aneke Rune, altid en fast del af tennisstjernens private heppekor.
Som den opmærksomme seer måske har opdaget – og undret sig over – så er Aneke Rune altid klædt i sort. Hun bærer ofte gamacher og langærmede bluser.
Nu forklarer Aneke Rune selv, hvorfor hun skiller sig ud ved altid at bære mørkt tøj.
- Jeg har ikke så meget tid til at shoppe, og sort er bare simpelt og rimelig tidsløst og praktisk. Især når vi er på grusbaner, der støver, og tøjets materialer er ultrabehagelige i al slags vejr. Jeg nyder da at bladre gennem modemagasiner, men tiden er simpelthen ikke til at gøre noget ved det, når vi er ude til turneringer, så pynten er mest mine tasker og mine hårbånd, som jeg har tilføjet på mine gamle dage, siger Aneke Rune i et interview med Jyllands-Posten.
Holger Runes mor fortæller også, at hun ofte bærer et smukt armbånd som pynt, og det er noget, som hendes datter, Alma, hjælper med at udvælge.
Her ses Aneke Rune i mørkt tøj under årets Wimbledon, hvor hendes søn er nået til kvartfinalen.
Pakker kun lidt tøj
I interviewet med Jyllands-Posten understreger Aneke Rune, at hun har masser af fint tøj derhjemme og ejer 20 par højhælede sko.
Men det er ikke hendes outfit, der skal være i fokus, når Holger Rune spiller, og det rører hende slet ikke, hvis nogen synes, at hun skiller sig ud.
Desuden pakker hun heller ikke ret meget tøj, når hun rejser med sin søn rundt i verden til turneringer. Hun har nemlig altid kun en lille trolley med.
Holger Rune skal spille kvartfinale i Wimbledon onsdag d. 12. juli omkring kl. 16.30. Kampen vises på DR.