Vakte opsigt, kort før dansk OL-stjerne gik i aktion: Snoop Dogg og Martha Stewart gør vild entré
Han er rapper og blingbling. Hun er tv-darling og perlekæde.
Umiddelbart har Snoop Dogg og Martha Stewart ikke meget tilfælles, men for 16 år siden besøgte rapperen tv-kokken i køkkenet, og her fandt de melodien.
I disse dage er det umage vennepar genforenet under OL i Paris, hvor de lørdag troppede op for at se finalen i holddressur.
Kort inden rytterne red i aktion, ankom det umage kendispar, kørende i en golfvogn til Versailles – og naturligvis var de klædt på til anledningen.
Både Snoop Dogg og Martha Stewart var i ridetøj – med hvide ridebukser, lange støvler og en ridehjelm i armene.
Venneparret sad på tilskuerrækkerne, da danske Daniel Bachmann Andersen red på banen. De blev dog ikke til det sidste og fik ikke set, da danskerne, Daniel Bachmann Andersen, Cathrine Laudrup-Dufour og Nanna Skodborg Merrald, rendte med en flot sølvmedalje.