Stjerner hjælper Heath Ledgers datter
Der har været uenighed om Heath Ledgers testamente, fordi den afdøde skuespillers far Kim Ledger ikke umiddelbart har tænkt sig at overdrage Heaths formue til lille Matilda - skuespillerens eneste barn. Men nu træder tre af Hollywoods største stjerner til og hjælper.
Da Heath Ledger døde, var han i gang med indspilningerne til filmen The Imaginarium of Dr. Parnassus, og efterfølgende overtog Jude Law, Johnny Depp og Colin Farrell hans rolle. De tre superstjerner donerer nu deres honorarer for at færdiggøre filmen til Matilda. Dermed skulle hendes børneopsparing bugne og hendes fremtid være sikret.
Arbejdede gratis
"De tre skuespillere var heroiske i situationen. Det sker ikke særlig tit i sådan en tragisk situation, at tre berømte og succesfulde skuespillere siger: Okay, vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe. De kom og lavede filmen. De tog ingen penge for det. Pengene går til Heaths datter," fortalte filmens instruktør Terry Gilliam til E!News.
Filmen får premiere i 2009.