Anne Herdorf vandt Årets Dirch: Jeg er så lykkelig
Danmarks revytalenter var søndag aften samlet i Cirkusrevyens telt på Bakken, hvor Revyernes Revy 2015 løb af stablen.
Her blev der uddelt forskellige priser, og sanger og skuespiller Anne Herdorf vandt en af de største af slagsen.
48-årige Herdorf blev nemlig kåret som Årets Revykunstner - en pris, der også kaldes for Årets Dirch og er sponsoreret af BILLED-BLADET. Med prisen følger 10.000 kr.
Anne Herdorf lykkelig for sin pris
- Jeg er så glad og lykkelig over det, og jeg tror, at jeg vil bruge nogle af pengene på at invitere min kæreste Peter på en revyturne rundt i landet næste år, fortalte en smilende og rørt Anne Herdorf til BILLED-BLADET.
Hun vandt prisen for sine humoristiske præstationer i Ganløse Revyen. Og netop denne revy vandt den anden pris, som BILLED-BLADET sponsorerer, nemlig Årets Revy 2015.
Det var Paw Henriksen, der løb med prisen for Årets Revytalent, mens Ernst Trillingsgård blev hædret med Årets Ærespris.