Bodil Jørgensen sagde farvel til datter: Prøvede ikke at bryde sammen
Bodil Jørgensens 16-årige datter Rigmor er i sidste uge rejst til Italien, hvor hun er i udveksling.
Bodil og hendes mand, Morten Søborg, synes, det var en svær afsked.
– Det er ikke det nemmeste at skulle sende hende af sted, men vi prøvede ikke at bryde sammen. Vi sagde til hende, at hun skulle nyde det. Og vi skal ikke kommunikere på dagligt plan, det går ikke, når man skal lære et nyt land at kende. Hun får lov at tage det hele ind, og hun er godt nok klar! Det var hendes egen beslutning, at hun ville lære sproget at kende. Så hun går i skole og bor hos en italiensk familie i Firenze, forklarer Bodil Jørgensen til BILLED-BLADET.
Sammen på arbejde igen
Bodil Jørgensen og familien har i mange år haft hus i Ligurien i Italien, og det er herfra, inspirationen til at lære italiensk er kommet.
Hun er glad for, at Rigmor ikke er taget til USA, hvor tidsforskellen er en helt anden, og hvor det tager længere tid at komme til.
Rigmor kommer hjem til juni næste år – tids nok til igen at kunne sælge programmer i Cirkusrevyen, inden hun starter på et gymnasie med en italiensk linje.
Det betyder, at mor og datter kan følges på arbejde i Cirkusrevyen, som de også gjorde sidste år.