Charlotte Fich om ny hobby: Jeg skal have lov til at more mig
57-årige Charlotte Fich har kastet sig ud i en ny og kreativ hobby.
- Jeg har lejet et kontor, hvor jeg står og maler billeder. Jeg har sat tre måneder af til det, fordi jeg synes, det er så sjovt at lege med farver, fortalte skuespilleren til BILLED-BLADET til premieren på ”Mødregruppen” og tilføjede:
- Jeg har længe tænkt på at gøre det, men har ikke fået gjort noget ved det. Så nu skal jeg bare have lov til at more mig.
Tilbage på scenen
Den tidligere ”Rejseholdet”-stjerne har valgt at male billeder i en bestemt genre.
- Det er meget naturalistisk, og det er nogle udvalgte motiver, jeg har sat mig for at male, forklarede Charlotte Fich.
Om nogle måneder skal hun tilbage på scenen. Til sommer skal hun nemlig medvirke i udendørsforestillingen ”Kong Arthur” på Moesgaard Museum i Aarhus.