Da Anette Heick tænkte tilbage på sin farfar, fik hun en god idé: Nu bliver den til virkelighed
Entertaineren Annette Heick har nok at se til for tiden.
I efteråret kaster hun sig ud i en meget personlig rolle, når hun skal spille den ene af hovedrollerne i forestillingen ”Pennevenner”.
Faktisk er det hende selv, der har fået idéen til historien, som stammer fra hendes egen familie.
Hun opdagede nemlig for mange år siden, at hendes farfar havde en god penneven.
- Min farfar havde en penneveninde i USA. Min farfar døde lige omkring årsskiftet 1992-1993. Da han lå på sit dødsleje, dikterede han et brev, og så spurgte han, om jeg ville være sød at skrive det. Han havde Parkinsons, så han havde selv ret svært ved at skrive det. Så jeg skrev til Virginia, fortæller hun til BILLED-BLADET.
- Han dikterede det smukkeste brev. Han var virkelig en særlig mand. Jeg sendte det afsted til hende, tilføjer hun.
Forestillingen handler ikke specifik om Annette Heicks farfar, men den følger to pennevenner. En dansker og en amerikaner, der sender hinanden breve om livet og de store verdensomspændende begivenheder i 1973, hvor forestillingen foregår.
Så er den også krydret med en lang række hits fra årtiet.
Annette Heick skal spille over for Caspar Phillipson og hans søn Silas, der skal spille Annette Heicks søn i forestillingen.
”Pennevenner” spiller i starten af september i Glassalen i Tivoli.