Det er ikke Paw Henriksens stærke side: Jeg gør det for min søn
Hvis man har set ”Tinka”-julekalenderne, husker man formentlig Paw Henriksen i rollen som nissen Bjergi, og om få uger vender han efter fem år tilbage i den rolle.
Årsagen er, at ”Tinkas Juleeventyr” skal opføres som musical, og Paw Henriksen er én af de få fra tv-julekalenderen, der også er med på scenen i Tivoli, hvor musicalen spilles.
- Den helt store forskel i forhold til at lave til, er responsen fra publikum aften efter aften. Det vigtigste af alt er, at det bliver en julehistorie for børnene, fortæller Paw Henriksen.
Ikke mindst håber han, at hans egne børn vil synes om forestillingen.
- Jeg ved ikke, om pigerne er store nok til at tage ind og se den. De er tre og et halvt år. Men Arnold skal, han er syv. Det er primært for ham, jeg gør det. Jeg ville gerne lave noget børneteater, for han kan lide at gå i teatret, så det var oplagt. Han kan sagtens holde koncentrationen, og det er fuldstændig af egen fri vilje, forklarer skuespilleren.
Samtidig erkender Paw Henriksen dog, at musical måske ikke er hans spidskompetence – i hvert fald ikke hvad angår det med at synge.
- Jeg tror ikke, jeg er ret meget med til den del. Jeg kan synge og har fået undervisning på skolen, men det er ikke ensbetydende med, man skal høre på det i timevis. For alles skyld. Jeg har optrådt med sang, men det er ikke min stærke side. Men jeg kan synge rent, forsikrer Paw Henriksen med et smil.
”Tinkas Juleeventyr The Musical" kan opleves i Glassalen i Tivoli fra den 21. november.