Familiens sidste farvel til Helle Virkner
Familie og venner sagde et vemodigt farvel til Helle Virkner, da den folkekære skuespillerinde i eftermiddag blev bisat fra Skovshoved Kirke. Præst Johannes H. Christensen kredsede i sin tale ved Helle Virkners kiste omkring troen og sagde ligeud, at han ikke vidste, om Helle Virkner var troende, men konkluderede så, at det heller ikke var det vigtigste.
"Det er ikke afgørende, hvad man tror på, men om man er tro. Tro imod sig selv," sagde præsten Jonas Christensen og fortsatte: "Tro og trofast, det var Helle Virkner imod sig selv, sine børn, sine venner. Det har temmelig mange givet udtryk for de seneste dage. Derfor virkede hun så sand, så virkelig så autentisk både på scenen og privat."
Kisten, der var pyntet med hvide blomster, blev båret af blandt andre Helle Virkners stylist Brian Mathiasen og Holger Juul Hansen. Og mens kisten stod i rustvognen, gik Brian Mathiasen hen og lagde en langstilket rød rose på kisten, ligesom også en rørt Lone Hertz sendte en sidste hilsen i form af en hvid rose, før rustvognen kørte bort.