Gravide Andrea Lykke måtte springe fra: Nu overtager tvillingesøster stor rolle
Andrea Lykke havde glædet sig til at stå på scenen i musicalen ”Hair”, men så skete der noget, der var endnu større – hun blev gravid.
Den 25-årige ”Vild med dans”-stjerne venter sit første barn med kæresten Ludvig Brygmann til april, og det har betydet, at hun var nødt til at springe fra drømmerollen.
Men heldigvis er hendes karakter Dionne i musicalen ”Hair” nu i sikre hænder. Det er nemlig hendes tvillingesøster, Saba Lykke, som har fået jobbet.
- Jeg skal overtage min søsters rolle. Jeg har ikke stået på en scene før, og det bliver min første gang med mikrofon, men det er meget spændende, fortalte Saba Lykke, da BILLED-BLADET mødte tvillingesøstrene til gallapremieren på ”Jomfruer fra Rummet” i Palads.
- Jeg vil ikke sammenligne os, men jeg kan også noget. Jeg har jo fået rollen, fordi de mente, at jeg kunne løfte opgaven. Det er en udfordring, men en god en, tilføjede Saba.
Har ikke luft
Hendes kendte søster, Andrea Lykke, er slet ikke nervøs for, at Saba har overtaget rollen.
- Jeg overværede en prøve i går, og jeg er helt rolig. Det lyder godt og ser godt ud. Men vi er jo også forskellige, så hun skal også finde sin egen vej, sagde den højgravide skuespiller, som ikke selv er i stand til at gennemføre en musical.
- Alt er, som det skal være, men jeg er jo sygemeldt, og lungekapaciteten er ikke så stor. Jeg skulle have stået på scenen, men det kan jeg slet ikke, for jeg har ikke luft til at synge lige nu.
Musicalen ”Hair” har premiere den 23. februar på Østre Gasværk Teater i København.