Helle Dolleris: Er bange for at se sig selv
Helle Dolleris har stået på de skrå brædder i en lang række teaterforestillinger, men det er nok rollen i tv-serien Charlot og Charlotte fra 1996 som de fleste husker hende for.
Men faktisk har Helle Dolleris ikke selv set alle afsnittene i den populære serie, afslører hun.
– Men ja, jeg har set serien. Jeg tror faktisk, jeg blev tvangsindlagt til det, da der var premiere. Men jeg har vist kun set den den ene gang, og det var ikke alle afsnittene. Så nej, jeg har rent faktisk ikke set det hele, siger hun til SØNDAG.
Man sidder jo og nærstuderer sig selv
Helle Dolleris bryder sig nemlig ikke om at se sig selv i tv og på film, og der er flere af de ting, hun har lavet, som hun aldrig har set.
- Sådan er der mange andre skuespillere, der også har det. Man sidder jo og nærstuderer sig selv og ser alle de steder, hvor man kunne have gjort det anderledes og sikkert bedre, siger hun og fortsætter:
- Sådan er det vel at være perfektionistisk med sit job. Så tænker man: Åh, bare jeg lige havde ventet et sekund mere med at blinke, eller hvis jeg havde drejet mig lidt langsommere rundt dér, så havde den siddet lige i skabet, siger hun.
Sad og gemte hovedet da hun så Festen
Men hun har dog set Festen, Thomas Vinterbergs filmsucces, hvor hun spillede svigerdatteren Mette, hende, der er gift med Michael, der blev spillet af Thomas Bo Larsen
– Ja, jeg var nødt til at komme til premieren. Men så vidt jeg husker, sad jeg og gemte hovedet det meste af tiden. Nogle vil måske synes, det er meget selvoptaget at være, siger hun.
Hvad synes du selv?
– Hvad jeg selv synes? Jeg synes, det er latterligt. Latterligt. Hvorfor i alverden kan jeg ikke bare lade mig dumpe ned i biografsædet og se på det, jeg har lavet, og sige: Nå, dér var en lille fejl, men så lærte du det til næste gang. Tænk at være så bange for at se sig selv. Det gad jeg godt, at jeg blev lidt bedre til, siger hun.
LÆS OGSÅ:
- Selv om Helle Dolleris ikke gider snakke om serien Charlot og Charlotte, er hun alligevel stolt af den. På søndag.dk fortæller hun, hvordan det kan hænge sammen
- Vicki Berlin er mest kendt for sine sjove roller. Men egentlig har hun et ønske om at få flere alvorlige roller. Hvorfor? Det fortæller hun på søndag.dk