Jon Lange spiller Hans Christian Varnæs i Matador-musical: Afslører lidt pinlig detalje
- Jeg er rigtig glad for rollen og bliver mere glad for den med tiden, fortæller skuespiller Jon Lange, der spiller bankdirektør Hans Christian Varnæs i musicalen "Matador", der kan opleves i Falkonersalen i København.
- Jeg havde faktisk ikke set hele serien på forhånd, afslører en ærlig Jon Lange.
Da serien blev sendt første gang i 1978, var Jon Lange slet ikke født.
- Og da jeg voksede op og blev ung, var der kommet et andet tempo i fjernsynsudsendelser. Jeg er startet på serien flere gange uden at se den færdig, forklarer Jon Lange.
Bøjer sig i støvet
- Men det har jeg selvfølgelig gjort nu, og jeg synes, især de sidste afsnit binder det hele godt sammen. Maude træder i karakter, og alt giver mening.
- Så jeg må bøje mig i støvet for Matador, tilføjer Jon Lange.
Her er han i rollen som Hans Christian Varnæs sammen med Marie Dalsgaard, der spiller Maude.
Han nævner med et grin, at han nok havde skåret Rødes sang ”De tre musikanter” ved brylluppet med Agnes Jensen i 1935 ned til to vers i stedet for alle versene, der er med i serien.
Prøver ikke at efterligne
- Men jeg bliver gladere og gladere for rollen som Varnæs, og jeg synes, den kommer nemt til mig.
- Jeg forsøger ikke at ligne Holger Juul Hansens udgave af Hans Christian Varnæs, men hans glimrende spil gør det let aflæseligt.
Fysisk ligner Jon Lange da også bankdirektøren.
- Måske ikke som jeg sidder her i bukser og skjorte, men når jeg trækker i tøjet som bankdirektør, sker der noget.
- Og så prøver jeg at læne mig op ad den dybe røst, bankdirektøren har i tv-serien.
Her er Jon Lange på scenen efter den vellykkede premiere 15. februar.
Musicalen kan ses frem til og med 13. april, hvorefter den tager på turné til Musikteatret Holstebro og Vejle Musikteater.