Joy-Maria Frederiksen: Fejringen må vente
Instruktør Joy-Maria Frederiksen er glad for den modtagelse og de gode anmeldelser, Cirkusrevyen har fået i år.
– Det var den svære toer, fordi vi havde så meget medvind sidste år. Så det var lidt presset at skulle stå mål med det, sagde hun til BILLED-BLADET til halvvejsfesten.
Under arbejdet med revyen fyldte hun 60 år, men der var ingen tid til at fejre.
– Det blev lidt hygge med familien i sommerhus. Jeg håber på en fejring senere.
Joy-Maria Frederiksen: Jeg skal huske at nyde det
Hun har ikke helt forliget sig med, at der nu er et sekstal foran.
– Der er ingen forskel på at være 59 og 60, men når man runder et nyt årti, tænker man: ”What! Har det overhovedet noget med mig at gøre”. Det er meget mærkeligt at være fyldt 60 år, sagde Joy-Maria Frederiksen.
– Min skønne datter Rosa ønsker mig hvert år tillykke med de 42. Hun synes ikke, jeg skal være mere end 42. Jeg tænker på mig selv på samme måde. Men når jeg sætter mig og tænker efter, så har jeg jo været her i længere tid, end jeg kommer til at være her fra nu af. Tanken kom, da jeg fyldte 50, men 60 føles meget voksent. Også arbejdsmæssigt. For jeg har skiftet fag – jeg startede som danser, så blev jeg skuespiller og så instruktør. De senere år har jeg virkelig haft gang i karrieren. Og jeg skal huske at nyde det.