Jytte Abildstrøm fylder 90 år i dag: Jeg er en svineheldig dame
Jytte Abildstrøm fylder i dag 90 år med fuldt blus på humør og hårpragt.
- Jeg er en taknemmelig og svineheldig dame, siger hun.
Festen bliver en tretrins-raket af næsten kongelige dimensioner. På dagen bliver hun fejret af hele familien hos sønnen og svigerdatteren, Peter Mygind og Lise Mühlhausen, i Charlottenlund. I næste uge kommer turen til naboer og venner i det økologiske bofællesskab, Munksøgaard, ved Roskilde, hvor hun har boet siden 2000. Og endelig holder hun og veninden, Daimi, stor 170 års fødselsdagsfest i Riddersalen den 9. juni. Daimi blev 80 år den 1. januar.
- Det er klart, at jeg ikke kan det samme, som jeg kunne en gang. Jeg kan ikke løbe lige så hurtigt, men det er da flot, at jeg stadigvæk kan glæde andre med gode tanker, som de kan bruge, siger Jytte Abildstrøm, som et par dage før interviewet holdt endnu et af sine foredrag om ”vedvarende energi i det åndelige og fysiske liv”.
Dem har hun holdt i tusindvis af, siden hun midt i 1980’erne for alvor begyndte at engagere sig i økologi og bæredygtighed.
Intet at være bange for
Jytte Abildstrøm frygter ikke, hvad der kommer. Hvadenten det er døden eller et eventuelt ophold på plejehjem forinden.
- Sådan noget går jeg slet ikke og tænker på. Det er da kun hyggeligt, at vi skal dø. Det er da fint. Nej, der er ikke noget at være bange for. Og min far havde det skønt, da han var på plejehjem, fordi han var sammen med andre mennesker, siger hun.
Læs stort interview med Jytte Abildstrøm i BILLED-BLADET, der kan købes fra tirsdag den 26. marts.