Kirsten Olesen: Jeg er stadig tung om hjertet
Skuespiller Kirsten Olesen havde været gift med guitaristen Ole Ousen i 40 år, da han gik bort i april sidste år på grund af kræft. Og sorgen over tabet af manden sidder stadig dybt i hende.
- Jeg kan godt blive lidt urolig for, om jeg er låst fast i den her situation, og for at jeg altid skal være så tung om hjertet. Jeg håber en dag, det bliver mindre svært, siger Kirsten Olesen i et interview med magasinet Samvirke.
Den 65-årige enke synes, det er svært at navigere i en hverdag, hvor hun det meste af livet har været vant til at være to.
- Der er så mange ting, man skal lære at gide og ville og gøre for sig selv. Man skal tage sig sammen på en anden måde. Det var nemmere, da man havde nogen at gøre det sammen med eller gøre det for, siger hun.
- Jeg tror, det meste i livet skal deles med nogen. Så må jeg finde nogle andre at dele det med. Nogle veninder eller familie. Skabe nogle andre sammenhænge. Det er det, jeg øver mig på, fortæller hun i interviewet.
Kirsten elskede at rejse med sin mand, og nu overvejer hun at rejse med en veninde eller sin søster. Og når hun går på sit elskede Christianshavn, hvor hun havde boet med Ole siden 1978, er det en ny vej.
- Vi havde en fast rute, som vi altid gik. Nu går jeg ikke til venstre, nu går jeg til højre for at skabe mit eget mønster, siger hun.