Klaus Paghs ekskæreste for retten
Sagen mellem skuespilleren Klaus Pagh og hans 39 år yngre ekskæreste, Karema Hviid fortsætter. I centrum står deres fælles søn, den i dag niårige Isak.
Siden han blev født har hans liv været præget af uenigheder, børnehjem og perioder uden kontakt til sine forældre.
Tirsdag kulminerede det i en straffesag, hvor hans mor, Karema Hviid har siddet på anklagebænken i byretten i Roskilde tiltalt for bevidst at have holdt lille Isak skjult for sin far, Klaus Pagh, i en periode fra april 2011 til januar 2012. Det skriver Ekstra Bladet.
Striden opstod, da Karema Hviid, 25. oktober 2010, fløj til Hong Kong - sammen med Isak - hvor hun opholdt sig i nogle måneder for derefter at tage til Egypten. Klaus Pagh og Karema Hviid havde delt forældremyndighed over Isak, men Karema oplyste ikke, at hun tog af sted med drengen, eller hvor rejsen gik hen. Efterfølgende var hun heller ikke var til at få fat i.
Derfor endte Klaus Pagh den 4. april 2011 med at få tildelt den fulde forældremyndighed over Isak. Men Klaus Pagh så fortsat ikke skyggen af sin søn, hvorfor en arrestordre på Karema Hviid blev udstedt.
Karema opholdt sig fra marts i Danmark sammen med sin og Klaus Paghs søn. Hun boede i et dødsbo, der alligevel stod tomt. Dødsboet var et nedlagt landbrug på Sjællands Odde, hvor Karema Hviid holdt lav profil og i begyndelsen gik under navnet Sanne. Hun betalte for vand og varme, men havde ellers ingen fast husleje.
- Jeg oplevede en familie, der levede i stor angst, hørte Ekstra Bladet i dag ejeren af dødsboet fortælle i rettens vidneskrænke.
- Min forståelse er, at hun benyttede et andet navn i starten, fordi hun var angst for, at Isaks far skulle finde ud af, hvor de opholdt sig, fortalte vidnet videre.
Karema Hviid holdt sin søn hjemme og underviste ham selv i de forskellige fag, som han ellers ville have haft i skolen. Men 31. januar 2012 fik politiet et tip om, at Hviid var i Danmark, og anholdt hende på Holbækmotorvejen.
Isak, der på det tidspunkt var syv, blev anbragt på et børnehjem.
Karema Hviid nægter sig skyldig i anklagerne, da hun troede, at hun i hele forløbet havde forældremyndigheden over Isak.
Anklagerens opgave i retten bliver nu at godtgøre, at Karema Hviid vidste, at hun var blevet frakendt forældremyndigheden over sin søn og dermed handlede mod bedre vidende. Byretsdommeren valgte at lukke dørene, da Karema Hviid skulle afhøres, og holdt dem ligeledes lukkede, da halvanden times video-afhøringer af Isak Hviid skulle afspilles.
Der ventes dom onsdag.