Leif Maiboms mareridt: Hustruen på hospitalet med alvorlige hjerteproblemer
De var begge glade og smilende, da BILLED-BLADET 10. maj mødte ægteparret Johnna og Leif Maibom til Odense Sommerrevy.
For bare to måneder siden var humøret absolut ikke i top.
- Jeg var selvfølgelig bange for, hun skulle dø, lyder det fra Leif Maibom.
For to måneder siden blev hans elskede Johnna nemlig indlagt med alvorlige hjerteproblemer.
Fik hjertekramper
Faktisk startede det i december – kort tid efter BILLED-BLADET havde været på besøg i ægteparrets skønne luksuslejlighed ved Sønderborg Bugt.
- Jeg fik nogle hjertekramper, men troede at jeg bare skulle tage en ekstra pille, fortalte 77-årige Johnna Maibom, der får hjertemedicin.
Men hjertekramperne fortsatte, og for to måneder siden måtte Johnna så opereres.
- Jeg blev indlagt til en 3-dobbelt bypass, og det er gået så godt. Det er jo en voldsom operation, hvor brystkassen bliver savet op, forklarede Johnna.
- Det endte faktisk også med, de måtte lave en 4-dobbelt bypass, tilføjede Leif Maibom.
Hjemme igen
Johnna Maibom var hjemme efter fire dage.
- Og lægerne siger, jeg er et ukompliceret tilfælde, så alt er godt nu, lød det fra en smilende Johnna Maibom.
Den tidligere revydirektør, Leif Maibom, leverer stadig tekster til sommerens revyer.
- Han har også et nummer med i revyen her i aften, afslørede Johnna Maibom, inden hun sammen med sin mand forsvandt ind i det store revytelt ved Fruens Bøge.