Nicolaj Kopernikus' datter med i Cirkusrevyen: Jeg er så stolt
Nicolaj Kopernikus gik på scenen efter premieren på Cirkusrevyen for at give sin datter Roberta Næss-Schmidt et stort kram.
Hun er nemlig en del af årets ensemble.
– Jeg har fulgt med. Hun har altid gerne villet det, og det er bare så flot – det er stort for hende. Jeg står med en stolt følelse, sagde Nicolaj til BILLED-BLADET.
– Det er den store drøm! En gang imellem må jeg nive mig selv i armen og huske mig selv på, at jeg skal nyde det! sagde Roberta på 22.
Alle tre børn i forældrenes fodspor
Roberta går i sin mor, Birgitte Næss-Schmidts fodspor – hun dansede nemlig i Cirkusrevyen i 80'erne og 90'erne.
– Det går op i en højere enhed, for min ekskone stod her også. Og Sara Marias kusine står på scenen sammen med hendes dansepartner fra ”Vild med dans”. (Sara Maria Franch-Mærkedahl er kusine med Merete Mærkedahl, og hendes dansepartner var Silas Holst, red.)
Nu er alle Nicolajs børn gået i forældrenes fodspor.
– Louis laver tv-serier, og Molly er på teaterskolen, smilede den stolte far.