Se billedet: De skal spille Whitney Houston og Kevin Costner i ny musical
Den legendariske film ”The Bodyguard” bliver forvandlet til en musical, der får danmarkspremiere til næste år.
I filmen fra 1992 spiller Kevin Costner rollen som Secret Service-agenten Frank Farmer, der bliver ansat som privat bodyguard for den berømte sangstjerne Rachel Marron, spillet af Whitney Houston.
I den danske musical-version er det 40-årige Johannes Lassen, der skal spille Kevin Costners titelrolle.
Skuespilleren er blandt andet kendt fra tv-serierne ”1864”, ”Bedrag” og ”Gidseltagningen”.
Nyt stjernefrø på scenen
Det bliver et mere ukendt stjernefrø, som skal spille Whitney Houstons ikoniske karakter, nemlig 22-årige Andrea Lykke Oehlenschlæger.
- Da Andrea første gang mødte op til en af vores mange auditions og sang sin version af "I Will Always Love You", sagde det bare bang. Her var den stemme, der kunne løfte opgaven - og arven fra Whitney, siger producenten Thomas Langkjær i en pressemeddelelse.
En hyldest til Whitney
Musicalen er en hyldest til Whitney Houstons sange og indeholder mere end 20 af hendes store hits.
Whitney Houston døde 48 år gammel den 11. februar 2012.
”The Bodyguard”-musicalen har premiere den 17. september 2020 i Tivolis Koncertsal.