Stig Rossen hyldet for allersidste musicalforestilling nogensinde: Så overraskede han med vildt stunt
Søndag blev den sidste forestilling af "Askepot – The musical" fremført i Randers.
Og der blev ikke kun sat et punktum for den succesfulde forestilling, men også for en glorværdig musicalkarriere.
For "Askepot – The musical"-forestillingen var uigenkaldeligt sidste gang, Stig Rossen var på scenen for at optræde i en musical.
Det 61-årige multitalent spillede kongen i "Askepot – The musical", og han må om nogen også betegnes som kongen af musicals.
Derfor blev han meget passende hyldet af sine kolleger og publikum, da forestillingen var overstået.
Her blev der holdt en tale, og et særligt øjeblik i Stig Rossens karriere blev fremhævet:
– Vi er stadig nogle stykker, der husker "Vi danser rock og rul" og ikke mindst dit flotte araberspring i Dansk Melodi Grand Prix i 1988, lød det til publikums store jubel.
Og jublen blev kun større, da Stig Rossen tog tilløb og sprang det famøse araberspring.
Og som om det ikke var nok, åbnede han sin trøje, og på maven stod der skrevet "Tak".
Du kan se det imponerende stunt, som Lion Musicals har delt, herunder: