Stig Rossen: Sådan har jeg tabt 15 kilo
Stig Rossen lovede sidste år sit publikum, at han ville smide 30 kilo inden julekoncerternes 30-års jubilæum senere i år. Han er kommet halvvejs ved at faste det meste af døgnet. Han spiser kun mellem klokken 18 og 20. De øvrige 22 timer indtager han ikke mad.
- Jeg har holdt en pause under turneen med ”Askepot The Musical”, men nu skal jeg igang igen. Det virker fantastisk for mig. Kroppen får ro, og det er også den nemmeste måde for mig. Ellers ville jeg tænke på at spise hele tiden, forklarer han.
Bokser med sønnen
Processen bliver muligvis speedet lidt op i de kommende måneder med hjælp fra sønnen, Oliver, der er jysk-fynsk begyndermester i boksning og fornylig vandt sølv ved danmarksmesterskaberne for begyndere.
– Han bliver ved med at sige til mig: ”Hva’ så, far, skal du ikke med ud og træne?” Han har et træningsrum derhjemme. Og jo, nu har jeg besluttet, at jeg skal til at træne med min søn, fortæller Stig Rossen.
Det gælder om at være i god form til næste skridt i karrieren: Skuespilleriet. Han vil prøve at slå igennem som skuespiller, og derfor gik han den 9. juni fra scenen som musicalstjerne for allersidste gang, da turneen med "Askepot The Musical" sluttede i Randers.