Supersødt billede! Neel Rønholts kendte kæreste og døtre bakkede op på stor aften
Torsdag aften sprang Neel Rønholt for alvor ud som musicalstjerne, da der var premiere på ”Grease”, hvor hun spiller rollen som Sandy.
Den røde løber var derfor rullet ud i Falkoner Salen i København, og det strømmede til med spændte publikummer. Tre af dem, der var ekstra spændte på at se forestillingen, var Neel Rønholts kæreste, Jens Sætter-Lassen, og parrets to døtre, Ellen på otte år og Franka på fem år.
- Vi har glædet os helt sindssygt. De har været ud at købe et sæt tøj hver, og vi har alle fået lagt neglelak. Det er en stor aften, og vi har virkelig glædet os. Det er første gang, at I har prøvet at være med til en premiere, sagde Jens Sætter-Lassen, 37, og kiggede på sine to døtre. Forinden havde det spændte trekløver været ude at få sig en burger.
Skuespilleren var lidt spændt på, om pigerne kunne holde sig vågne hele aftenen.
- Nu er vi her, og så ser vi, hvor længe vi holder. Og så håber jeg, vi kan drikke en lille sodavand eller noget bagefter sammen med mor.
Den seneste tid har været travl for den lille familie, for mens Neel Rønholt, 38, har forberedt sig på karrierens første musicalrolle, har Jens Sætter-Lassen tilbragt en del tid i Esbjerg, hvor han har været på filmoptagelser.
- Det har været en lidt sej periode med Neel, der har haft tryk på med prøver, og jeg har også været en del væk. Men nu er jeg tilbage til at være husfar de næste måneder. Det kan jeg vildt godt lide.