Susse Wold har tidligere afsløret, hvordan parrets sidste rejse skal være
Bent Mejding er død, 87 år gammel.
Og måske er planerne for, hvad der nu skal ske, allerede lavet.
I sin bog "Bevægelse" fra 2018 har Susse Wold nemlig fortalt, at hun og Bent Mejding var blevet enige om, hvad der skal ske efter deres død: Deres aske skal spredes i havet.
Susse Wold: Det er meget smukt
Parret blev gift i 1983 på Hawaii, og venter man længe nok, lægger asken nok vejen forbi øgruppen i Stillehavet.
- På Hawaii siger man, at havet har samme pH-værdi som det fostervand, vi alle har ligget i. Derfor er det en naturlig afslutning på livet, at man bliver givet tilbage til havet. Der kommer en cirkel i dit liv, hvor fødsel og død kædes sammen. Det synes jeg er meget, meget smukt, har Susse Wold ifølge B.T. tidligere fortalt.
Efter brylluppet i 1983 er Bent Mejding og Susse Wold vendt tilbage til Hawaii flere gange.
De er rejst tilbage i vintermånederne, blandt andet i 2023, som altså var året, hvor de kunne fejre 40-års bryllupsdag.
Her har de gode minder, og her har de fundet en ro.