Tammi Øst: Troede ikke jeg ville blive en god mor
Den 55-årige skuespiller Tammi Øst, som er mor til to voksne børn, er ikke i tvivl om, hvilken ros, der har betydet mest for hende:
- Jeg blev glad, da én syntes, jeg var en god mor. Det troede jeg aldrig, jeg ville blive. Jeg har selv haft et problematisk forhold til min mor og mente derfor ikke, at jeg selv kunne blive en god mor, siger Tammi Øst til Alt for damerne.
Hendes barndom var præget af utryghed og moderens alkoholmisbrug, og den dag i dag husker hun tydeligt, hvordan hun som teenager oplevede den værste dag i sit liv.
- Det var, da jeg skulle overtale min mor til at afgive sin forældremyndighed over mig, så jeg kunne komme under Børneværnet. Jeg var nødt til det for at overleve. Hun var en vanskelig rollemodel, fordi hun var alkoholiker, og det tog livet af hende til sidst, fortæller Tammi Øst og fortsætter:
- Men som årene er gået, må jeg erkende, at hun har givet mig meget kærlighed, humor og livslyst, selv om hendes misbrug skyggede for de kvaliteter i en lang årrække. Det er jeg nok kommet over nu, men det holdt hårdt og tog mange år.
Tammi Øst, der har sine to børn med eksmanden Mikael Birkkjær, er i dag gift med skuespilleren Jens Jørn Spottag.