TILLYKKE: Peter Schrøder fylder 75 år
Peter Schrøder er omgivet af familie og venner i sit og hustruen Susanne Heinrichs sommerhus i Vendsyssel, når han i dag, søndag den 13. juni, runder 75 år.
Skuespilleren og teaterlederen glæder sig til festen og har i øvrigt ingen kvababbelser over sin efterhånden fremskredne alder.
- Jeg kan egentlig ikke udfolde nogle særligt filosofiske tanker om det. Det er banalt at sige, at enden er rykket endnu et hak tættere på. Det afskrækker mig ikke, men jeg vil heller ikke sige, at det tiltrækker mig, ha ha. Det er bare banalt og ikke noget, jeg ligger og fører lange natlige samtaler med mig selv om. Så længe jeg kan bevare mit gode helbred – 7, 9, 13 – så skal jeg ikke klage, smiler han.
Peter Schrøder stoppede som kunstnerisk leder på Vendsyssel Teater i 2017. Forinden havde han været direktør for teatret fra 2005 til 2014, og de mange år borte fra kulturlivets epicenter i København har haft sin pris.
- Jeg har jo ikke lagt min karriere op, fordi jeg fylder 75 år, men jeg kan godt mærke, at jeg har været ude af fokus. Både på efterspørgslen, og når jeg færdes ude blandt folk. Men der er trods alt stadig bud efter både Sanne og mig. Vi skal være med i nogle film, og så ligger der en spændende instruktøropgave på en film, som jeg virkelig håber, bliver til noget. Så der er stadig liv i den gamle travhest, ler han.
Læs stort interview med Peter Schrøder i BILLED-BLADET, der kom på gaden torsdag den 10. juni.