Torben Jensen er død
Torben Jensen er i nat afgået ved døden, 74 år gammel, skriver Have Kommunikation i en pressemeddelse.
Dermed har dansk teater og film mistet en en stærkt karismatisk skuespiller, som satte sig markante og og dybt personlige aftryk.
Der var noget mørkt og farligt over hans figurer, og brændstoffet hentede han sandsynligvis i en hård barndom. Han var ikke bange for at tackle svære og til tider ubehagelige roller.
Efter en kort tid som malerlærling opdagede Torben Jensen skuespillet som et værktøj, hvormed han kunne håndtere sine traumer. Han blev optaget på Odense Teaters elevskole, og det blev et vendepunkt for ham.
Torben Jensen debuterede på film i 1975 som modvilligt konverteret militærnægter i "Piger i trøjen" - en pudsig pendant til hans privatliv, da han tidligere blev idømt en fængselsstraf for ikke at have gjort nægtertjeneste. Siden sin debut gjorde Torben Jensen sig konsekvent bemærket som karakterskuespiller med en række roller, der har ætset sig ind danskernes kollektive film- og tv-bevidsthed.
Fællesnævneren antydes af "Skurk", titlen på hans biografi, udgivet i 2005. Torben Jensen var god til at formidle ondskab på både scene og lærred, men aldrig på en karikeret, forfladiget facon. Hans præstationer er karakteriseret ved kompleksitet, dybde og en brutal humor, der understregede det ubehagelige som en uundgåelig del af den menneskelige natur.
For sin måske mest ikoniske rolle - som lægen Løwe i Helle Ryslinges "Flamberede Hjerter" - indkasserede Torben Jensen en Robert, og fasttømrede samtidigt sin status som dansk dramas filmskurk par excellence.
Yngre generationer vil også huske hans roller som direktøren Herman og kvaksalver i DR-serierne "Taxa" og "Krøniken" - samt en iøjenfaldende optræden overfor Iben Hjejle i Søren Kragh-Jacobsens "Mifunes Sidste Sang". Selv var han dog ikke i tvivl om yndlingsrollen: Hans optræden som bankrøver i Søren Kragh-Jacobsen og Anders Bodelsens "Guldregn" fra 1986.
Torben Jensen efterlader sig en voksen datter.