Trine Appel: Jeg fik en knude i brystet
Hvert ar fortæller en historie, og hos 40-årige Trine Appel er der et bestemt ar på hendes krop, som vækker minder, fra da hun var teenager.
- Da jeg var 16, fik jeg en knude i brystet – den var godartet, men skulle ud. Jeg husker stadig at ligge der, kun lokalbedøvet, og med en gammel mandlig læge, der gravede knuden ud, praktisk som en slagter, og en ung sygeplejerske, der stod bag ham, og som jeg kunne se på, at hun bestemt ikke brød sig om at se på det, fortæller Trine Appel i denne uges Alt for damerne og tilføjer:
- Bagefter syntes jeg, at det på en måde var et meget sejt ar.
Skuespilleren er i dag selv mor til en teenager, Viktor på 17 år, samt 13-årige Ida og seksårige Leo. Men selv om hun er mor til tre, fastslår hun, at den mest krævende rolle, hun nogensinde har spillet på en scene, er moderrollen.
- Professionelt har det været ”Nora” i et ”Dukkehjem”. Hun vælger at gå fra sine tre børn. Det kunne jeg aldrig gøre, men forstår hende godt. Indimellem kunne man godt få lyst til at flytte på en øde ø og først komme hjem, når ungerne er flyttet hjemmefra, konstaterer Trine Appel.