Vivienne Mckee fra Crazy Christimas Cabaret afslører: Dette var højdepunktet i mit liv
Hun er kendt for sine skøre og hæsblæsende forestillinger i Glassalen i Tivoli, hvor hun år efter år har leveret det ene juleshow efter det andet.
Og i år er ingen undtagelse, når hun og holdet er klar med forestillingen "Who Killed Don Calzone?", som 73-årige Vivienne Mckee som altid har skrevet, instrueret og selv medvirker i.
Det er dog ikke successerne med Crazy Christimas Cabaret, der står som højdepunkterne i hendes karriere. Det er noget helt andet og meget mere konkret og synligt.
Teaterflisen var noget helt særligt
- Det var noget særligt, da jeg i 2020 fik en teaterflise på Frederiksberg Allé. Jeg var oppe mod nogle fantastiske, sjove skuespillere, men det bedste af det hele var, at det blev afgjort ved en afstemning, hvor teatergængere i hele landet kunne stemme. Det er med andre ord folket, der har valgt, at jeg skulle have flisen. Så nu kan alle og enhver træde på mig - selv efter min død, siger Vivienne Mckee i et interview med ugebladet Familie Journal.
Vivienne Mckee er oprindeligt fra Epsom i England, men bor i dag på Frederiksberg med sin mand Søren Hall. Sammen har parret sønnen Daniel på 41.