Timm Vladimir: Vi SKULLE bare være sammen
Det er både romantisk og lige til en film. Historien om hvordan Timm Vladimir og Katrine Engberg mødte hinanden.
Timm går ikke rundt og forlader sig på skæbnen, understreger han.
- Men nogle gange er den bare meget insisterende, og så må man sige: Okay, nu har jeg fået 10 vink med en vognstang, måske jeg skulle kigge på det alligevel.
Fortæl!
- Første gang, jeg mødte Katrine, var da hun skulle danse til en premierefest for noget musik, Gordon og jeg havde lavet. Der var bare et eller andet med hende – og jeg går altså ikke rundt og bliver tiltrukket af alle mulige kvinder hele tiden! – så det var lidt mærkeligt. Vi begyndte at ringe lidt sammen, helt uskyldigt, for jeg stod og skulle giftes, så det var ikke verdens bedste situation.
- Så vi mødtes et par gange, men lukkede ned for det, og så ikke hinanden i seks-syv år. På trods af at vi begge to bevægede os i den forholdsvist lille underholdningsbranche. Så blev jeg separeret, og den dag, jeg var oppe og skrive under på skilsmissepapirerne, gik jeg direkte fra Overformynderiet over til nogle lokaler, hvor jeg skulle øve noget dans til min værtsrolle i Danish Music Awards ugen efter. Og dér stod Katrine og underviste. Det var første gang, jeg tænkte, at der måske var noget skæbneagtigt over det.
Skæbnens kæmpe hammer
- Vi blev i hvert fald helt befippede begge to, for tiltrækningen var der stadig, men hun var så blevet gift i mellemtiden. Men vi ringede lidt sammen, og kom senere til at arbejde sammen, hvilket tiltrækningen ikke blev mindre af. Men vi var begge to i forhold, og jeg havde det sådan, at jeg ville være fri af alle forhold, før jeg turde noget med hende, for det var en meget kraftig tiltrækning.
- Så vi lukkede ned endnu en gang, men en aften stod jeg til en fest og var lidt halvfuld, og så kunne jeg ikke lade være med at sms’e til hende. ’Tænker på dig’, skrev jeg bare. Det var midt om natten, så jeg havde ikke regnet med at få svar, men der kom en sms tilbage med det samme, at hun var hos en veninde og på vej ind til en fest i byen, om vi skulle høres ved senere. Fint nok. Lidt senere skrev hun så, at hun var ankommet til festen og lige ville se, hvad det var for noget. ’Okay, cool’, skriver jeg – og i samme øjeblik, jeg havde sendt den, kigger jeg op, og dér står hun i døren. Til den samme fest hos nogle mennesker, ingen af os kendte, eller havde været hos før.
Wauw!
- Ja. Vi SKULLE bare. Og den aften gik vi hjem sammen, og har været sammen lige siden. Vi havde begge to fået vasket tavlen ren på det tidspunkt, og var ret enige om, at det var skæbnen, der havde banket på med en KÆMPE hammer. Den prøvede at føre os sammen gang på gang, men vi havde ikke turdet. Men den aften var det bare for vildt. Og så turde vi godt at lukke op for den pose.
En rigtig god pose…
- Ja, for fanden. Vi er stadig vildt glade for hinanden, det var bare det helt rigtige. Det ER det rigtige. Så hvis du spørger, hvor jeg er henne i mit liv om 20 år, så ved jeg det ikke. Det eneste, jeg er sikker på, er at jeg er sammen med Katrine.
LÆS OGSÅ: