Tobias Hamann bekræfter: Amoriner i luften mellem ham og diamantdatter
”Den store bagedyst”-vinder Tobias Hamann og diamantdatteren Thalia Pitzner har aldrig lagt skjul på, at de er ganske gode venner. Faktisk så gode, at mange i en periode spekulerede i, om de mon var mere end det.
I dag er Tobias Hamann kærester med Patricia Thyberg, som han også bor sammen med, men i et afsnit af Anders Hemmingsens podcast ”Helt væk” løfter han nu sløret for, hvad der er op og ned i forholdet til kendisdatteren.
Til spørgsmålet om, hvorvidt han tidligere har datet Thalia Pitzner, svarer influenceren nemlig ærligt, at det har han.
Tobias Hamann uddyber ikke, hvornår flirten stod på, men han afslører dog, at det kun varede ganske kort.
Thalia Pitzner og Tobias Hamann medvirkede begge i første sæson af Kanal 5-programmet ”Stjerner i trøjen”, som sidstnævnte vandt.
Den ældste diamantdatter nåede dog også langt i programmet, hvor hun klarede sig fremragende. Kendisserne tilbragte derfor en del tid sammen på solskinsøen under optagelserne.
Hvorvidt det var på Bornholm, at flirten opstod, melder historien dog ikke noget om.
Du kan lytte til hele afsnittet her.