Trine Appel konsulterer clairvoyant
Som skuespiller er Trine Appel vant til at grave dybt i sig selv for at finde følelserne frem på scenen. Men nysgerrigheden efter, hvad hun indeholder, lever også i den just debuterede forfatters privatliv.
"Jeg er ret åben for alle mulige alternative måder at udvikle sig på, og jeg har gået til psykologer og clairvoyanter og alt muligt," fortæller Trine Appel, der midt i april udgav ungdomsbogen 'Kongens staldknægt', til FEMINA.
"De alternative tankegange har givet mig nogle værktøjer til, hvordan jeg finder ind til mig selv og finder ud af, hvor jeg står i mit liv. Clairvoyance har givet mig nogle billeder af, hvordan jeg er som menneske, og hvor mine faldgruber er, og det har jeg brugt som vejledning," forklarer Trine i damebladet, før hun understreger: "Men jeg er dybest set kristen. Så det er ikke, fordi jeg er ude at søge i forskellige trosretninger."