Trine Dyrholm springer ud som forfatter
Trine Appel har gjort det. Anne-Grethe Bjarup Riis gør det snart, og nu springer også Trine Dyrholm ud som forfatter. Ligesom sin kollega Trine Appel forsøger den blonde skuespillerinde sig med en bog til det unge publikum. 'Pigen, der ville kede sig ihjel' er nemlig rettet mod de helt unge.
"Jeg blev spurgt, om jeg ville skrive en børnebog, og jeg svarede, at jeg kun kunne forestille mig det ved at tage fat i ordsprog og gøre dem bogstavelige - at gøre ordene fysiske," forklarer Trine Dyrholm til Jyllands-Posten om udviklingshistorien om pubertetspigen Nina, der oplever alt for første gang.
Og med tilføjelsen af forfatter til cv'et, hvor der allerede står skuespiller og sanger, vil Trine Dyrholm nu gerne kalde sig kunstner: "Jeg har i lang tid været bange for det ord, men jeg synes faktisk ikke, at der er noget galt i at kalde sig selv for kunstner. Det er vel at ville undersøge noget og så sætte det i en form, som har et personligt aftryk af én selv," siger Trine til avisen.