Trine Panum Kjeldsen har født sit tredje barn
Den 38-årige TV-vært Trine Panum Kjeldsen blev tidligt tirsdag morgen mor for tredje gang - Trine fik en lille pige.
Ifølge bt.dk nedkom Trine med sin lille nye datter kl. 05.13 tirsdag morgen og ifølge avisens kilder, skal hun hedde Alma.
Til Ekstra Bladet fortæller den stolte far, at den lille nyfødte pige vejer 3200 gr. og er 46 cm. lang.
- Den lille er rigtig fin. Hun ser ud til at få sin mors smukke udseende, erklærer faren, redaktør på TV-Avisen, Lars Steen Pedersen, og tilføjer:
- Set med mine øjne timede Trine det fantastisk. Hun var nemlig selv lidt bange for, at hun skulle føde juleaften, fortæller en grinende Lars til Ekstra Bladet.
Lille Alma er Trine og ægtemandens andet barn. Sammen har de sønnen Oskar på fem år.
Trine har datteren Nikoline på 11 år fra sit første ægteskab.
Trine begyndte sin TV-karriere på TV 2 i 1996, hvor hun var med til at starte MorgenNyhederne op på kanalen som vært.
De seneste 6 år har Trine været fast tilknyttet Station2 og Station2-Efterlyst, og arbejder som programplanlægger, redaktør og som vært på programmet og producerer indslag.
Trine er samtidig vært på TV2Nyhederne - på udsendelserne kl. 16 og 18.