16. jul. 2024
Af Simone Løvstad Kristensen

TV 2-kendis fik hjertestop: Nu er han udskrevet

Nicolai Klejs Madsen og Christian Vagn Uhre 
Nicolai Klejs Madsen med makkeren Christian Vagn Uhre i programmet "Først til verdens ende".
Foto: Nikolaj Preisz/TV 2
"Først til verdens ende"-deltager fik hjertestop under løbetur på ferie - nu melder han om godt nyt.

Midt under en løbetur på en ferie i Lissabon gik det helt galt for ”Først til verdens ende”-deltager Nicolai Klejs Madsen.

Han fik det pludseligt meget dårligt og faldt om med hjertestop.

Heldigvis havde han sin kæreste med på løbeturen, der på trods af chokket, handlede hurtigt og gav ham førstehjælp. Få minutter senere fik hun liv i ham.

Herefter blev han indlagt på et privathospital i Lissabon til nærmere undersøgelser.

Nu melder TV 2-stjernen om godt nyt om helbredet.

– Udskrevet og meget snart på vej hjem. Fantastisk, mærkeligt og specielt på samme tid, skriver han i et opslag på sin Instagram-profil.

Også Nicolais kæreste, Cecilia Kornum, glæder sig til at komme hjem til Danmark igen efter den voldsomme oplevelse. Hun håber på at få en form for vished omkring, hvorfor det skete, og hvordan fremtiden ser ud nu.

– Vi håber på snart at kunne få en eller anden form for afklaring eller forklaring, og forhåbentligt at kunne leve vores liv lige som vi gjorde før, eller i det mindste uden alt for store modifikationer, skriver hun i et opslag på sin Instagram-profil og tilføjer, at det vigtigste er, at Nicolai efter omstændighederne har det godt.

Nicolai fortæller, at ulykken har fået frygten til at ulme, men han er fast besluttet på at se lyst på tingene, for ”livet er smukt og skal jo leves”.

Læs mere om: