8 ting du (måske) ikke vidste om Beverly Hills 90210
Den amerikanske ungdomsserie "Beverly Hills 90210" blev et kæmpe hit, da den først fik premiere i 1990, og som årstallet for programmets første møde med verden indikerer, blev serien og vennegruppen med Dylan, Brandon, Kelly, Brenda og Donna og resten af holdet et ikonisk symbol på ungdomslivet i 90'erne.
I serien gennemlevede teenagevennerne en lang række udfordringer, som seere verden over kunne spejle sig i.
Hjertesorger, kropsforståelse og alkoholforbrug er bare nogle af de mange temaer, som blev foldet ud i serien, og selvom man som seer derfor kender selve seriens karakterer indgående, er der måske alligevel en del bag kulisssen på "Beverly Hills 90210", som vil overraske.
Vidste du eksempelvis at...
1. Karakteren Dylan skulle være skrevet ud af serien, hvis det stod til Fox Network, som sendte programmet på amerikansk tv. Ifølge Entertainment Weekly ville de have skrevet ham ud allerede efter to episoder, men seriens skaber Aaron Spelling var vild med karakteren og sørgede for, at han blev i serien - og senere blev det kæmpe teenageidol, som mange stadig husker i dag.
2. Scott Scanlon, som spillede Davids generte og mindre populære ven gennem de første to sæsoner, døde på tragisk vis, da han ved en fejl kom til at affyre en pistol, som var rettet mod ham selv, da han stolt ville fremvise den for David, som var vidne til det tragiske dødsfald. Sandheden bag karakterens dramatiske exit fra serien er ifølge Entertainment Weekly, at skuespilleren bag karakteren Scott, Douglas Emerson, besluttede sig for at stoppe skuespilkarrieren for i stedet at gå på junior college. Efterfølgende meldte han sig til U.S. Air Force.
3. Settet på "Beverly Hills 90210" modtog trusler om terror. Ifølge mediet "Eighties Kids" skulle holdet lige til at filme den store "graduation scene", hvor alle vennerne kan fejre afslutningen på deres high school-år, da de modtog en bombetrussel. Truslen havde dog ikke den store effekt, og ifølge "Eighties Kids" oplevede skuespiller Jennie Garth, som spillede rollen som Kelly, hele situationen som mere underholdende end skræmmende, og som et tegn på seriens popularitet:
- Vi fik en gang en bombetrussel. Mens vi filmede en "graduation scene" skulle nogen have gemt en bombe under tribunen. Det var sådan "wow, vi er virkelig slået igennem!", skulle Jennie Garth have sagt.
4. Skuespilleren Gabrielle Carteris spillede rollen som 16-årige Andrea Zuckerman, men Gabrielle Carteris selv var i virkeligheden 29 år gammel på daværende tidspunkt. Da skuespilleren et stykke inde i serien blev gravid, blev de modvillige forfattere nødt til at skrive hendes graviditet ind i plottet. Karakteren blev skrevet ud af serien efter den pågældende sæson.
5. Det var meningen, at Hillary Swank skulle have spillet rollen som single-moren Carly Reynolds gennem to sæsoner af serien, men hun blev allerede skrevet ud efter 16 episoder. Ifølge Entertainment Weekly var Swank ked af at blive skrevet ud, men det skulle senere vise sig at være til hendes fordel. Hun landede nemlig kort efter hovedrollen i filmen "Boys Don't Cry" og vandt både en Oscar og en Golden Globe for sin præstation.
6. Eftersigende var Aaron Spelling, seriens skaber, meget striks i forhold til skuespillernes looks. Kilder fra settet på serien har udtalt, at Spelling kunne blive frustreret, hvis en skuespiller eksempelvis kom tilbage fra en ferie med en ny frisure. Entertainment Weekly skriver, at Aaron Spellings datter, Tori Spelling, som spillede rollen som Donna Martin, har udtalt om sin far:
- Hår var meget vigtigt for min far. Og hvis du ser godt efter, er der heller aldrig nogen, der bærer solbriller i serien.
7. Virkelighedens skole "Beverly Hills High" i Beverly Hills ville ikke have noget med ungdomsserien at gøre, og ville hverken tilladelse optagelser på skolens grund eller brug af skolens navn. Men da mange af scenerne i serien skulle optages på en rigtig skole til den fiktive skole "West Beverly High", måtte det ifølge finde sted på Torrance High School, som ligger omkring 32 kilometer fra "Beverly Hills High".
8. Tiffani Thiessen, som spiller rollen som den dramasøgende Valerie Malone, kom ind i seriens femte sæson. Seerne blev introduceret til hendes rebelske karakter, da hun rullede en joint med en enkelt hånd.
Men Tiffani Thiessen lykkedes ikke med det erfarne trick, og derfor måtte en såkaldt håndmodel hyres ind til at fuldføre scenen for hende.