Anette Støvelbæk gjorde Cecilie Stenspil rørt til tårer
Søndag eftermiddag var det tid for Skuespillerforeningen af 1879 at holde den årlige generalforsamling – og uddele legater.
Legatet fra Karen Bergs Fond blev overrakt af Anette Støvelbæk og gik til hendes "Badehotellet"-kollega og veninde Cecilie Stenspil.
– Jeg har haft lyst til at holde en tale for dig i mange år, for er der en, der fortjener en tale, er det dig. Du er en mester i at være der for alle andre. Du køber gaver, hjælper med at renovere et hus eller fikse en bil, du er en meget omsorgsfuld kollega, og du har det vildeste overskud, sagde Anette Støvelbæk til Cecilie Stenspil.
Den største anerkendelse er fra kolleger
Og Cecilie blev så rørt over sin kollegas søde ord, at hun ikke kunne holde tårerne tilbage.
– Jeg er dybt rørt og taknemmelig over at modtage det her legat af mine kolleger. Den største anerkendelse, man kan få, er den man får af dem, man står sammen med, sagde hun efterfølgende til BILLED-BLADET.
Anette kender mig så godt
Hun forklarede, hvorfor tårerne fik frit løb:
– De fleste af os skuespillere er faktisk blufærdige, så det rør os, når det bliver så personligt. Når man står der som sig selv og hører sådan en tale, som Anette, som jeg har arbejdet sammen med i 11 år, gav, så løber det.
At ordene lige kom fra Anette, betyder ekstra meget.
– Det betyder så meget, fordi vi har arbejdet sammen på ”Badehotellet”. Hun kender mig så godt og kom med meget flotte ord.
Cecilies legat lød på 40.000 kroner, og skuespilleren ved endnu ikke, hvordan pengene skal bruges.
40.000 – det er flot. Jeg ved ikke, hvad de skal bruges på.
I BILLED-BLADET, der udkommer torsdag, kan du læse meget mere om Skuespillerforeningens legatoverrækkelser.