18. sep. 2024
Af Majken Munk

Brenda Blethyn er færdig med Vera: Det skal hun nu

Brenda Blethyn
Brenda Blethyn i "Vera", som kan ses på DR TV.
Foto: ITV Studios/ DR
78-årige Brenda Blethyn er færdig med sin rolle som detektiv i den populære serie ”Vera”. Nu løfter hun sløret for, hvad der så venter.

Det kom som noget af en overraskelse, da Brenda Blethyn i april meddelte, at hun ville tage afsked med serien ”Vera”.

Efter 14 år som hovedrollen Vera Stanhope har hun i sommer optaget sine sidste afsnit.

Og nu kan den 78-årge skuespiller løfte sløret for, hvad der så venter.

Det skriver Hello Magazine.

På trods af en fremskreden alder har Brenda Blethyn ikke tænkt sig at lade sig pensionere.

Faktisk har hun allerede klaret sin næste rolle.

- Jeg har lige færdiggjort en film skrevet og instrueret af Paul Andrew Williams, fortæller skuespilleren.

Hun kunne ikke dele særligt mange detaljer om den kommende film, der endnu ikke har fået en titel.

Det er dog kommet frem, at hun spiller sammen med Andrea Riseborough.

Det var i 2011, at Brenda Blethyn første gang overtog hovedrollen i ”Vera”.

Da hun i foråret meddelte, at hun var færdig med rollen, understregede hun også, hvor betydningsfuld den har været. Hun takkede for, at hun fik den.

- Jeg vil for evigt være taknemmelig for den vidunderlige Ann Cleeves, der skabte Vera, og til Elaine Collins, der fandt det passende at kaste mig i rollen, lød den dengang fra skuespilleren.

- Producenterne, drømmecastet og besætningen har været fantastiske, og jeg kommer til at savne dem, men jeg vil ikke glemme deres enorme talent, kammeratskabet, latteren eller venligheden, vi delte, eller venskabet mellem befolkningen i det nordøstlige og vores fans verden over. Jeg takker af hele mit hjerte, uddybede hun.

”Vera” kan ses på DR TV.

Læs mere om: