Cecilie Hother flytter til Frankrig
Cecilie Hother og hendes mand Thomas Honoré har i flere år ejet et hus i Frankrig, som de har benyttet som sommerhus.
Men nu bliver det lyserøde hus familiens hjem, for parret og deres to børn flytter nemlig til Sydfrankrig. Det afslører Cecilie Hother på sin Instagram.
Tv- og radioværten forklarer flytningen med, at hendes mand skal udstationeres i landet, og derfor har familien brugt hele foråret på at få de praktisk ting på plads.
Cecilie Hother betegner flytningen til udlandet som en "livskolbøtte", men understreger, at familien ser frem til udlandseventyret:
– Og vi glæder os; Ellinor og Aksel glæder sig, vi glæder os, og der er ingen tvivl om, at dette er et helt nyt livseventyr. Et nyt land, et nyt sprog, en ny hverdag, et nyt liv, skriver hun på Instagram, hvor hun også siger "På gensyn, Danmark, bonjour, La France".