Cecilie Hother: Sådan var min barndom

Cecilie Hother er fra barnsben vant til at være omgivet af mange familiemedlemmer.

Cecilies far havde nemlig tre børn fra et tidligere ægteskab, og hendes mor, Marina, fik også tre børn – med Cecilie som rosinen i pølseenden.

Den storfamilie-konstellation har formet Cecilie.

– Vi skulle have en gruppedynamik til at fungere. Alle havde pligter og skulle yde deres bidrag, og hvis det ikke blev gjort, så var der kontant afregning fra andre søskende, fortæller Cecilie, da BILLED-BLADET besøger hende sammen med hendes mor, Marina Sørensen.

En organiseret hverdag

Der var altid noget i den store have, der skulle ordnes, og alle havde deres plads i familien.

– Det er et spørgsmål om at organisere hverdagen. Ellers kunne en familie på 10 personer ikke fungere, siger Marina.

Hun mener, at Cecilie som den yngste har fået mere opmærksomhed.

– Mon ikke! ler hun.

– Det synes mine søskende nok også, fnyser Cecilie.

– Det er der flere grunde til, forklarer Marina:

– Du var en pige – en ønskepige, der kom på bagkant af drenge. Du var den mindste og blev forkælet af både dine forældre og dine søskende.

– Ja, men jeg havde også syv mennesker, der syntes, de gerne ville opdrage på mig … siger Cecilie.

– Ja, og de drillede hende da. Jeg har set hendes brødre stå og svirpe med viskestykket under opvasken, men det var også kærligt … smiler Marina.

Cecilie følte dog ikke de viskestykke-svirp så kærligt.

– Jeg har måske været forkælet … overgiver Cecilie sig og fortsætter:

– Men jeg har også gået i den hårde skole med at få lammere og skulle rette ind efter de andre. Vi er meget selvstændigt opdraget. Der har været masser af kærlighed, men det var også “survival of the fittest”. For det var en stor søskendeflok. Der var meget selvopdragelse, smiler hun.

Forældre blev skilt

Cecilies mor flyttede fra faderen, da Cecilie var 12 år gammel.

Som den yngste oplevede hun at få sin mor på egen hånd. Hun var hos sin far i weekenderne, hvor vennerne kunne komme på hyggevisit, og Marina havde teenageren i hverdagene, hvor hun skulle i skole og sendes til spejder.

Og ligesom at den hyggelige snak går som en pingpong-bold over køkkenbordet, ligeså indrømmer mor og datter, at de i dén grad ved, hvordan de kan trykke på hinandens knapper.

Både dengang og nu.

Men Cecilie kigger tilbage på sin barndom med glæde.

– Det værdisæt, jeg har fået med, er at tage ud af bordet, for det sker bare ikke af sig selv. Arbejdsmoralen og retfærdighedssansen bliver ekstremt tydelig, for det er det, vi giver videre til den næste generation, og der tænker jeg ofte, at det er ligesom at høre min mor, når jeg siger: “Vi spiser ikke kage først” eller: “Vi skal have frisk luft, inden vi gør dit og dat”. 
Jeg er rigtig glad for de sunde værdier, jeg har fået med i bagagen, smiler hun og kigger på sin mor.