Det var ikke en del af aftalen: Lars Hjortshøj sagde kun ja på én betingelse
Første sæson af underholdningsprogrammet ”LOL: Den der ler sidst” var en stor succes, så da Lars Hjortshøj fik mulighed for at være med i sæson 2, sprang han til.
- Jeg havde en idé om, at jeg godt kunne vinde programmet. Men da jeg så alle mine konkurrenter tænkte jeg, at jeg ikke kunne vinde, siger komikeren til BILLED-BLADET.
57-årige Lars Hjortshøj indrømmer, at der særligt var en person, som han ikke havde lyst til at møde.
- Jeg havde oprindeligt sagt ja på én betingelse, og det var, at Rasmus Botoft ikke var med. Og det vidste jeg, for han havde været med i første sæson, forklarer han og fortsætter:
- Han har en evne til virkelig at få mig til at grine, så da jeg så ham, tænkte jeg, at det ville blive helt umuligt! Men det var også vildt sjovt. Jeg kan ellers godt lide at være forberedt, men det var der ikke mulighed for her. Man blev bare sluppet løs.
”LOL: Den der ler sidst” har premiere på Prime Video fredag den 29. november.
Hvem der ender med at vinde sæson 2, må man vente og se. Finalen kan ses den 13. december.
Værten er Sofie Linde, og de 10 deltagere er: Annika Aakjær, Rasmus Botoft, Jan Elhøj, Lars Hjortshøj, Mia Lyhne, Linda P, Stephania Potalivo, Ruben Søltoft, Rasmus Wallbridge og Rasmus Bjerg.