20. okt. 2024
Af Majken Munk

25 år siden første program: Mette Frisk forklarer, hvorfor Sporløs stadig rammer dybt

Mette Frisk
Mette Frisk
Foto: Søren Jul Lamberth
DR-programmet ”Sporløs” blev sendt første gang for 25 år siden. Værten Mette Frisk sætter ord på, hvorfor det stadig er et hjerteskærende vigtigt program.

Det er lidt af en milepæl, DR-programmet ”Sporløs” når i år.

Programmet, der hjælper danskere med at finde frem til deres biologiske familie, blev sendt første gang for 25 år siden.

Og nu vender programmet tilbage med fem nye afsnit.

Her skal værten Mette Frisk grave i fem danskeres papirer og dykker ned i deres vidt forskellige historier. I sidste ende håber hun på, at hun kan genforene dem med deres biologiske familier.

De fem deltageres søgen, sender værten til både Thailand, Sydafrika, Colombia og Østeuropa i denne omgang.

”Sporløs” blev sendt første gang i 1999. Det holdt dog pause fra 2019 og frem til 2022.

Selv om det kunne tænkes, at programmet har haft sin gang på jord, er der stadig meget at hente.

For ifølge Mette Frisk giver det den søgende en dybere forståelse af, hvorfor familien valgte at give dem bort.

- Savnet efter at møde de biologiske forældre stikker utrolig dybt hos dem, vi har med - det mærker de intuitivt. Men mange af dem har svært ved at sætte ord på hvorfor. På rejsen finder de ofte en dybere forståelse for, hvordan psykiske udfordringer eller problematiske mønstre i hverdagen kan hænge sammen med det, at de blev efterladt som børn, fortæller ”Sporløs”-værten Mette Frisk i en pressemeddelelse fra DR.

Nu er det Mette Frisk, der er vært på programmet.

Tidligere har Ditte Haue, Rie Helmer Nielsen, Louise Wolff, Lillian Gjerulf Kretz, Line Baun Danielsen og Hans-Georg Møller været i front for ”Sporløs”.

De nye afsnit af ”Sporløs” kan ses fra mandag den 21. oktober på DR TV samt klokken 20.00 på DR1.

Læs mere om: