25-årige Signe fra Fede Forhold jubler: Nemmere at blive gravid
Hjemme i Børkop ved Vejle går det strygende med at få jaget de overflødige kilo væk.
I program 4 af DR 1-serien ”Fede Forholds” 4. sæson, der blev sendt onsdag 27. juli, kunne ægteparret Signe og Jesper Krambech begge notere et tilfredsstillende vægttab.
Jespers vægtnål landede på 77,5 kilo – et samlet vægttab på 13,2 kilo.
- Flot skat, lyder det rosende fra hustruen.
Den største gave
Signe Krambech kan notere sig et vægttab på 14 kilo og lander på 70,5 kilo.
Et vægttab, der ifølge programmets eksperter, vil gøre det nemmere for Signe at få sit største ønske opfyldt: At få barn nummer to.
- Jeg ønsker meget et barn mere. En søskende til Viktor, er den største gave til vores barn, mener Signe.
Sammen har Signe og Jesper sønnen Viktor på to år.
Altid arbejde der skal ordnes
29-årige Jesper er lidt mere tilbageholdende med familieforøgelsen.
Han er nevøs for ikke at slå til som far – og ikke at få tid nok til sine forretning som selvstændig frisør og vinhandler.
Arbejdet tager meget af Jespers tid. Selv om aftenen har han altid lige noget arbejde, der lige skal ordnes på computeren.
Stresser at kramme
Hjerneforsker Jan Wegener udstyrer parret med hver sit ur, der måler stressniveauet.
Samtidig får de til opgave, at de skal kramme hinanden fem minutter hver aften.
Resultatet er overraskende.
- Jeg har aldrig set en person, der – over hele døgnet – er mindre stresset end Signe, lyder det fra hjerneforskeren.
Jesper føler sig ikke stresset, men stressmåleren viser, at hans stressniveau er dobbelt så højt som normalen.
Overraskende nok stiger Jespers stress, når han og Signe krammer.
Skal være i nuet
Forklaringen er, at Jesper har svært ved at være i nuet.
- Tid er penge, forklarer Jesper, der føler han spilder tiden, hvis han eksempelvis skulle meditere.
Men Jesper er klart indstillet på at blive bedre til at slappe af. Helt ustresset.
Du kan se program 5 af ”Fede Forhold” onsdag 3. august kl. 20 på DR 1.
De fire første programmer kan ses på dr.tv.