
Afsløring: Så meget har det kostet Morten Kjeldgaard og Frederik Haun at blive forældre

Mandag 3. marts kunne man se tredje afsnit af DR-dokumentaren ”Far, far & børn”, hvor vi følger Morten Kjeldgaard og Frederik Hauns fertilitetsrejse.
En rejse, der slutter med det fantastiske resultat, at de i dag er de lykkelige forældre til tvillingerne Emma og Nora, der blev født 27. september.

Fordi de er to mænd, der ønsker at få børn sammen, tillader lovgivningen ikke, at de kan få hjælp herhjemme. Derfor har det også været en lang, dyr og besværlig rejse at få Nora og Emma.
Flere rejser til USA
Som sendt fra himlen meldte Nanna Brandt sig helt uventet og helt frivilligt til at være graviditetsvært.
Æggene til tvillingerne er dog ikke Nannas – de er fra en donor i USA, hvor æggene også er blevet sat op i Nanna Brandt på en fertilitetsklinik i San Diego.
Et projekt, der har krævet flere rejser til USA.
I tredje afsnit af dokumentaren er Frederik Haun og Morten Kjeldgaard en tur i DR’s ”Aftenshowet”.

Kunne have sparet en million
Ægteparret bliver spurgt, hvad det ville have betydet for dem, hvis lovgivningen havde været den samme for dem som for to kvinder.
Morten Kjeldgaard forklarer, at mange tror, det bare er en tur til USA og så tilbage, men at alle screeninger og kommunikation frem og tilbage har været sindssygt besværlige.

Frederik supplerer, at det også havde været mere trygt, hvis det kunne have foregået hjemme i Danmark.
- Og så havde vi sparet en lille million, afslører Morten Kjeldgaard.
Mandag 10. marts kl. 20.30 sendes afsnit 4 i "Far, far & børn". De tre første afsnit kan ses på dr.dk.